Skrevet af: admin on 1. december 2010 – 10:11
Skal markedet nedlægges?
En uge før markedet i Hjallerup løb af stabelen i 1965, fremkom der i Aalborg Amtstidende en artikel på en fremtrædende plads i avisen med overskriften ”I Hjallerup er man enige om, at markedet skal bevares!”
Læg mærke til, at journalisten har forsynet overskriften med et udråbstegn. Normalt bruger man ikke tegnsætning i avisoverskrifter, men efter grundigt lokalt forarbejde er Amtstidendes udsendte blevet overbevist om, at man i Hjallerup er fast besluttet på at fortsætte 220 års tradition med at holde marked, og det var vigtigt at slå fast. Dykker man ned i artiklens tekst, er der imidlertid ikke lyse udsigter for en fortsættelse af Hjallerup Marked: ”Den nuværende markedsplads er kommet ind under byplanen, og det første byggeri er fuldført. Snart vil meget andet følge efter, og markedspladsen er dermed inddraget til andet formål. I år kan pladsen anvendes, fordi man har truffet aftale med en nabo til markedspladsen om leje af det manglende areal, men derefter må markedet flyttes, og spørgsmålet er så, om man skal finde en anden plads, eller man mener, tiden er løbet fra markedet, så det kan nedlægges.”
Læs mere »
Skrevet af: admin on 30. november 2010 – 07:49
Hundslund Marked
Forløberen for Hjallerup Marked benævnes normalt ”Hundslund Marked,” men visse ting tyder på, at det oprindeligt har været kendt som ”Roldalsmarkedet.” Navnet har det fået efter Roldalen, som er den lokalitet, hvor de første markeder fandt sted. I dag bærer stedet navnet ”Markedsdalen” og er beliggende vest for Kirkevejen, mellem Margrethelund og Sømosen.
Beliggenheden ved den gamle kongevej gjorde stedet velegnet til markedsplads, og dertil kommer, at dalen ligger lunt beskyttet af skrænter, der omgiver den på tre sider. Stedet bærer stadigvæk betegnelsen ”Markedsdalen” både på Geodætisk Instituts kort og i Jyske Ås-folderen, men det er vel kun lokale beboere, som kender det, og det står helt i skyggen af attraktioner i området som Sømosen, Knaghøj og Knøsen. Markedsdalen er dog afsat som et interessant fikspunkt i folderen ”Cykel- og gangsti i Jyske Ås,” på linje med Dronninglund Slot, Sømosen og Dorfmøllerne.
Læs mere »
Skrevet af: admin on 14. juli 2010 – 13:17
En begivenhed i 1969 fortæller noget om sammenholdet blandt de erhvervsdrivende i området og borgerne i byen. Dette år var snedkermester Knud Pallisgaard flyttet op industriområdet i 1969, hvor han havde bygget sig en værkstedshal med kontor. Senere samme år væltede en voldsom storm faktisk det meste af virksomheden. Knud Pallisgaard fortæller selv herom: ”Det var et fantastisk held, at ingen befandt sig i lokalerne, da det skete. Jeg og mine folk var gået udenfor for at afstive et vinduesparti, da hele taget forsvandt op i luften og tog port og kontorbygning med sig.”

Knud Pallisgaard havde selvfølgelig de lovpligtige forsikringer, men hverken selve skaden på bygningen eller driftstabet var dækket af dem. Men i løbet af en uge var værkstedet driftsklart igen, og det skyldtes en fantastisk hjælp fra mange af hans kolleger i området og borgerne i Hjallerup og omegn. Murermester Fridlev Møgelmose fra Klokkerholm lagde således alt andet til side og mødte op med sine folk, og i løbet af den næste uge mødte frivillige frem, således at omkring 20 land- og byboer var i sving hver dag. Knud Pallisgaard fik på den måde sit værksted driftsklar igen blot for udgiften til de materialer, som blev ødelagt af stormen (isolering, eternitplader, stålgavlspær og et nyt sugeanlæg).
Læs mere »
Skrevet af: admin on 16. juni 2010 – 07:33
Da den nuværende formand for Hjallerup Samvirke, Erik Topp, første gang bragte på bane, at vi snart burde se at få skrevet historien om Hjallerup Samvirke, tænkte vi i forretningsudvalget, at han måtte lide af storhedsvanvid. En biografi, er da kun noget berømte personer får skrevet. Men efter nærmere omtanke, blev vi faktisk ret hurtigt enige om, at det var en rigtig god idé, formanden kom med. Tiden var nemlig inde, hvis vi gerne ville have flest mulige øjenvidne-beretninger med. At idérigdommen herefter – som sædvanlig i Hjallerup – blomstrede, og der hurtigt kom forslag på bordet om en digitalisering af historieprojektet, det siger meget om ånden i Hjallerup.

Det er derfor med megen stolthed, at Hjallerup Samvirke hermed snart kan præsentere bogen om Hjallerup Samvirkes historie fra starten i 1966 og frem til nu. Hjallerup – Byen, det frivillige, det fælles, blev valgt som bogens titel. Vi mener hermed at have ramt præcist de vigtigste nøgleord i den succes, som vi i al beskedenhed vil sige, at Hjallerup Samvirke har været og forhåbentlig fortsat vil være. Bogens forfatter er Ole Torp fra Klokkerholm, som har været forfatter til efterhånden mange bøger af lokalhistorisk art. Ole samarbejder med nogle lokale folk, samlet i en støttegruppe/en fokusgruppe.
Læs mere »