At føle sig engagerede og medansvarlige
”Hvordan kunne vi for 20 år siden pludselig ændre billedet i Hjallerup fra at være selvopgivende og stillestående til at være et sted, hvor ALT kunne ske: En by med vrinsk! Set bagud må jeg sige, at det var en heldig forening af åndens og håndens arbejde, som gjorde disse ting muligt. Et ”Sam-Virke,” som vi kunne trække på, når som helst vi skulle improvisere eller bevidst udføre arbejder på markedet eller ved opførelsen af Pophuset og efterhånden alle hallerne.”
(Halvor Heuch – 1986)

Heuchs filosofiske og tilbageskuende syn på den snes år, som var forløbet siden stiftelsen af Hjallerup Samvirke (1966) nævner ikke en eneste gang ordet ”frivillighed,” men det er det, der går som en rød tråd gennem denne klartskuende opsummering. ”Åndens arbejde” er den organisation og de rammer, som man (hvilket især vil sige Forretnings- og Markedsudvalg) udtænker/sætter, og ”håndens arbejde” er de mange, som frivilligt bruger et stort antal timer på at yde en indsats til gavn for fællesskabet og dermed byen.

Men hvordan kan man få så mange til at ofre tid og kræfter på noget, som ikke direkte (men så sandelig indirekte) kommer dem personligt til gode? Det giver Heuch også en god forklaring på:
”Vi praktiserede en sand demokratisk tro på, at samarbejde og sammenhold fra grunden kunne få almindelige mennesker til at føle sig engagerede og medansvarlige for at sætte en udvikling i gang, som blomstrede i en idérigdom, fantasi og skaberkraft, og som kunne fremme og planlægge det praktiske, kulturelle liv i Hjallerup og omegn.
Heri lå gemt:
1.    En respekt for hver enkelts evner til at bestride et eller andet arbejde for fællesskabet.
2.    En moral, som påbød at holde igen på egen fordel og udbytte til fordel for fællesskabet.
3.    En lyst til at være med i det lokale arbejde i flok til fordel for fællesskabet.”

Formanden for Samvirke siden 2006, Erik Topp, fulgte i Heuchs fodspor, da han ved sin tiltræden udtalte: ”Modsat den gængse opfattelse, så ser vi ikke skævt til dem, der ikke deltager i det frivillige arbejde. Vi synes blot, at det er synd for dem. Udover at de ikke bidrager noget til fællesskabet i byen, så går de glip af et fantastisk godt sammenhold og samvær med de andre. Når man laver noget sammen, så lærer man de andre at kende på en helt anden måde, end hvis man blot møder dem ved visse festlige lejligheder. Det er en fantastisk chance for en god start i byen for bl.a. nytilflyttere.”
Den nuværende næstformand Bent Jørgen Larsen supplerer: ”Nøgleordene i forbindelse med den store frivillige indsats er åbenhed og medinddragelse,”

Karl Georg Pape Sørensen
Født 12. september 1949.           Gift 1979 med Bodil Melgaard
Børn: Dan og Steen.

Karl Georg er uddannet som slagter og har virket som sådan.

Mangeårigt bestyrelsesmedlem i HIF. Formand for HIF 1976-84 og 1993-2000.
I bestyrelsen for JBU (Børne- og Ungdomsudvalget) 1989-2008.
JBUs sølvnål for 15 års lederarbejde. DBUs sølvnål for 25 års indsats.
Medlem af Samvirkes forretningsudvalg 1997-2005. Formand for Samvirke 2000-05.

De frivillige
Hvad får borgere i Hjallerup i dag til at ofre en betragtelig del af den dyrebare fritid og kaste sig ud i former for arbejde, som for størstepartens vedkommende er uvant og helt anderledes end deres daglige dont? Man kan måske få svaret ved at spørge et repræsentativt udsnit af den store skare frivillige:

Karl Georg Sørensen
”Vi var en flok unge, som sidst i 1960’erne følte trang til at få noget at engagere os i. Det startede ret beskedent med, at jeg kom med i HIFs arbejde som suppleant i stadionudvalget, men endte med, at jeg var formand for HIF fra 1976 til 2000. Da markedet flyttede første gang, overtog Idrætsforeningen parkeringen og har haft den lige siden. Jeg har nok været med til det i omkring 40 år.
Det er helt sikkert, at det har betydning for mange af de, som melder sig til at tage en frivillig tørn, at de kan se, at der kommer noget ud af det. Hvor mange gode faciliteter har vi ikke her i Hjallerup, som vi ikke ville have, hvis ikke der blev ydet en stor frivillig indsats?”

Hanne og Ole Mortensen
”Vi flyttede til byen i 1974, og allerede i løbet af et par år blev Ole kasserer i HIF, hvilket automatisk medførte engagement på markedet for os begge to. Hanne stod for organisationen og driften af campingpladsen, og Ole sad først på det kontor, som styrede parkeringen, senere på tællekontoret. Vi har også stået i barer, men de sidste par år har Ole ikke været med, mens Hanne stadigvæk er lidt aktiv i den forbindelse.
Det lå næsten i luften, at vi skulle deltage i det frivillige arbejde. Måske nok også affødt af, at Ole er barnefødt i Hjallerup.”

Preben Christensen
”Vi kendte Kædegaard Michaelsen, inden vi flyttede hertil i 1972, så allerede året efter kom jeg i stadepladsudvalget og blev formand der et par år senere. Det var i de år, hvor der var store udstillinger af maskiner til landbruget – selvfølgelig med Hjallerup Maskinforretning som den største. Jeg kan huske, at vi købte en Bedford lastbil af Hjallerup Maskinforretning for 1 krone + gratis stadeplads det år. Senere kom jeg i Markedsudvalget og var formand for det i årene 1982, 1983 og 1984. Det sidste år husker man selvfølgelig bedst med kongeligt besøg og karetkørsel med dronning Margrethe og prins Henrik. Men derudover har jeg været medlem af Samvirkes forretningsudvalg, 25 år i Borgerforeningens og Antenneforeningens bestyrelse samt 30 år i bestyrelsen for Idrætscentret.
Det var skønt at arbejde i Markedsudvalget, for når Samvirke havde sat rammerne, så var der en udstrakt frihed for os. Når vi skulle have en frivillig til at udføre et eller andet specielt arbejde på markedet, så spurgte vi en, som vi vidste havde den fornødne håndværksmæssige eller anden uddannelse, og jeg kan overhovedet ikke huske nogen, som har sagt nej.”

Dorte Olsen
”Jeg startede på markedet i 1995. Erik Topp ringede og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at være med til at erstatte den betalte arbejdskraft i køkkenet. Da jeg arbejder med mad til daglig, så var det helt naturligt at sige ja, for det lød vældigt spændende. Så det blev fem år sammen med Bodil Kaptain og de andre i køkkenet. Da vi startede, var det i en afdeling af det store telt og noget helt andet end i dag. Der var opvask i hånden i et stort kar, hvor der i dag er opvaskemaskiner, og jeg husker en gang, hvor det var regnvejr, og de brædder, som var lagt ovenpå jorden som et slags gulv, flød rundt mellem hinanden i vandet. Det var også hårdt med lange dage, men vi havde det ualmindeligt sjovt.
Derefter blev det personaleteltet sammen med Bodil, og det fortsætter jeg med. Det er spændende at møde alle de politibetjente, Falck-folk, TV-folk og så selvfølgelig de frivillige, som kommer der i løbet af markedsdagene. Vi har aldrig problemer med at få nogen til at tage vagten der.
Og hvorfor fortsætter man med det år efter år. Jo, man kan simpelthen ikke lade være med det. Hele stemningen og de mange engagerede mennesker tiltrækker én.”

Karen Fjeldgaard
”Jeg husker ganske tydeligt, at Eskild Sloth Andersen engang sagde: ”Nå, nu kommer Karen, så bliver der også marked i år!” Sådan var det. Man deltog hvert eneste år. Min mand, Kristian, og jeg var meget involverede i pensionistfrokosten på markedet, og senere stod Kristian for restaurationen på markedet. Inden det hele begyndte, stegte vi bøffer i skolekøkkenet, og de blev frosset ned. Det var meget lange dage, men da var man ung, og så var der ingen grænser for, hvad man kunne. Noget af det sidste, jeg har lavet, er at gøre rent i Kino. Der støvsugede vi, vaskede gulv og ordnede toiletter.
Det var næsten en selvfølge, at man deltog i det frivillige arbejde, og det er en god ting, når man er tilflytter, for så kommer man hurtigt ind på livet af de andre i byen.”

Karen Østergaard
”Jeg startede faktisk så langt tilbage som i 1948/49 i tombolaen. Så da markedet flyttede første gang kom jeg med i Husmoderforeningens kaffetelt. Derefter drejede det sig mest om mad i restaurationsteltet, hvor jeg var med fra 1972. Købmænd, slagtere og bagere skiftedes til at levere råvarerne, og jeg husker, at vi stod i en slagterforretning i Søndergade og stegte bøffer. Jeg tror, at det var så mange som 2.000, som så blev frosset ned i frysehuset (Søndergade 8 – nedlagt 1984). Først da Hjallerup Skole fik en ny fløj med skolekøkken, flyttede vi bøffremstillingen derhen. Vi var et godt hold bestående af Inger Odgaard, Ella Østergaard, Petra Pedersen og så mig selv. Den første køkkenchef var N.K. Andersen, og han blev afløst af Kristian Fjeldgaard. Ole Lundsgaard var den sidste, som jeg havde med at gøre.
Min mand, Jens Østergaard, oprettede det såkaldte tællekontor sammen med Arnold Pedersen og var der hver aften. Når de kontanter, som var kommet ind i løbet af dagen, var talt op, blev han eskorteret af to betjente op til sparekassen. Omtrent samtidigt var vi i fuld gang med at rydde op og vaske op i restaurationsteltet. Det var faktisk noget af det værste. Vi var så trætte og helt ødelagte.
Når vi så efter til tider 10 timer kom hjem, så sagde jeg, at nu gad jeg ikke mere. Næste år ville jeg ikke være med. Men Jens grinede og sagde, at han godt vidste, at når markedet igen nærmede sig, så ville jeg have det som cirkushesten, der hører trompeten. Og det er da også rigtigt, at det ville være svært at undvære samværet med de andre, for vi havde det ualmindeligt sjovt og godt med hinanden.”

Kaj Thomsen
”Efter min soldatertid startede jeg på markedet, og i 1978 kom jeg i markedsudvalget, hvor jeg sad i 20 år. Jeg har været ”trafikminister” på markedet i mange år – over 40 tror jeg. Det består i, at vi sætter skilte op og klargør p-pladserne, så trafikken kan glide jævnt til og fra markedet.
Det er helt naturligt, når man bor i Hjallerup, at man tager sin tørn. Jeg sad også i HIFs bestyrelse i flere år, og da de har parkeringen, så er man selvfølgelig frivillig på det område. Det er også af interesse, og så har man et fantastisk godt socialt samvær. Der er folk, som for længe siden er flyttet til andre steder i landet, som ikke kan undvære det samvær. Derfor kommer de hjem til markedet, og jeg er da også stadigvæk aktiv hvert år.”

Bodil Kaptain
”Vores start på markedet var noget anderledes end de fleste andre. Min svigermor havde en skoforretning i Sæby og fik en stand på Hjallerup Marked, hvor vi stod. Det var fint nok, men man kunne godt mærke, at man ikke på samme måde var en del af fællesskabet af frivillige hjælpere, og det ønskede vi at blive. Så i 1980 startede jeg som afrydder i markedsteltet, mens Torben (Borregaard, som også i en periode var markedets PR-mand) som bestyrelsesmedlem i Borgerforeningen selvfølgelig havde med tombolaen at gøre. Dernæst var det i køkkenteltet, og det var i de år, hvor man afskaffede den betalte arbejdskraft i køkkenet, og alt arbejdet blev derefter lavet af frivillige. Samtidigt var jeg med i det udvalg, som skaffede flere frivillige. Det var fem hårde år, men ualmindeligt sjovt sammen med et hold bestående af Eskild Sloth Andersen, Tove Olsen, Lis Lejla Larsen og Lis Justesen. Men hårdt var det, og man var slidt helt ned efter markedet. Jeg har endda oplevet at falde i søvn på mit arbejde efter sådan en omgang.
Derefter var det i personaleteltet sammen med Dorte Olsen, og det fortsætter jeg da med. At se de frivillige slappe af, og efter at have spist, klare til at tage endnu en tørn, det er skønt. Ved godnatsuppen er det dejligt at gense de unge, som ellers uddanner sig i København, Aarhus og andre steder fjernt fra Hjallerup, som i anledning af markedet er kommet hjem (ihukommende det gamle mundheld: ”Ses vi ikke før, så ses vi til markedet”).
Det, som får folk til år efter år at møde op og knokle igennem i markedsdagene, er – efter min mening – at man i den situation oplever et socialt samvær på tværs af sociale lag, venskabskreds og faglig baggrund. Det giver simpelthen én et løft, som virker helt ind i hverdagen efter markedet. Det arbejdsfællesskab på tværs af alt andet er uforligneligt. Det er jo netop det, som vi i flere andre sammenhænge – bl.a. i folkeskolen – forsøger at gennemføre.”

Anette og Peter Aage Hostrup
Peter Aage Hostrup havde en slagterforretning med delikatesse i Aalborg Ø., og Anette hjalp til i butikken, så de var godt rustede til det frivillige arbejde, som de senere kom med i. ”Vi kom ret hurtigt med i frivilligt arbejde her efter vores tilflytning. Allerede inden Kulturhuset var en realitet, var vi enige om, at der ville vi gerne lægge et stykke frivilligt arbejde, og det meldte vi os så til, da det blev aktuelt. Vi er mest med, når der er større arrangementer. Og vi er meget glade for at arbejde der. Det er meget velorganiseret, og ledelsen er meget hjælpsom og imødekommende. Vi har et godt samarbejde med de andre frivillige.
Det er helt naturligt at deltage i noget sådant, når man bor i byen, og derudover kan man være med til at opretholde et sted, som kan være Hjallerups kulturcentrum.”

Statistik vedr. de frivillige på markedet
Svend Nielsen fra Markedsudvalget har lavet statistik vedr. de frivillige på Hjallerup Marked, og ifølge opgørelsen har der været følgende antal frivillige:

•    2004: 1.868
•    2005: 1.888
•    2006: 2.046
•    2007: 1.883
•    2008: 1.915
•    2009: 2.031
•    2010: 2.030

Stigningen på de seks år har altså været på 162 frivillige. Der var en nedgang på 163 frivillige fra 2006 til 2007, men det rettede sig i løbet af de to næste år, så man kom næsten op på samme antal som i rekordåret 2006.

I 2009 lavede man en undersøgelsen af alderen på de frivillige, og her viste det sig, at der var en rimelig jævn fordeling på aldersklasserne. De fleste frivillige findes dog i aldersklassen 35-55 år, men der er også en pæn repræsentation af aldersklassen 14-17-årige.

Antallet af frivillige i 2010 er ca. 56% af antallet af samtlige borgere i Hjallerup (3.630). Selv om man tager de personer, som kommer udefra i betragtning, så er det stadigvæk en imponerende stor procentdel, som yder et stykke ubetalt arbejde i deres fritid for fællesskabet.

Det frivillige engagement er alfa og omega for Hjallerup
Overskriften er en vending, som den nuværende formand for Hjallerup Samvirke, Erik Topp, har anvendt flere gange – bl.a. på repræsentantskabsmøderne. Den dækker så glimrende det faktum, at ikke mindre end 2030 frivillige (tal fra markedet i 2010) gjorde det muligt at gennemføre så stort et projekt, som Hjallerup Marked efterhånden har udviklet sig til.

Men midt i begejstringen for dette må man ikke glemme, at der også mellem markederne ydes en stor frivillig indsats i byen. Der lægges dagligt en stor frivillig indsats i at drive Kino, Kulturhuset,
og mange andre aktiviteter, og i tiden op til markedet står forberedelserne på i flere måneder, og oprydning og nedbrydning af faciliteterne efter markedet kræver også mange mandetimer.

Hvis man skulle prøve at lave en opsummering af, hvad det er, som får byens befolkning til at drage af hus og hjem for at yde en frivillig indsats såvel på som mellem markederne, og som får tidligere indbyggere i Hjallerup til at stævne mod hjemstavnen, når der er brug for deres arbejdskraft, og gøre det år efter år, så kan den f.eks. se sådan ud:
•    En trang til at engagere sig i et fællesskab.
•    Man opmuntres af, at man til daglig kan se, at der virkeligt kommer noget ud af det (byens mange faciliteter), og at der i Hjallerup er kort fra beslutning (som man selv har mulighed for at påvirke) til udførelse.
•    Det ligger ligesom i luften, at det gør man, når man bor i Hjallerup.
•    Man har bekendte/venner/familie, som får én med.
•    Samvirke sætter så gode rammer, at der er råderum for kreativitet og nytænkning.
•    Som tilflytter bliver man hurtigere integreret i byen ved at deltage i det frivillige arbejde.
•    Der er et fantastisk godt socialt miljø blandt de frivillige. Det samvær giver én noget, som man kan tage med sig over i hverdagen.
•    Det uforlignelige arbejdsfællesskab på tværs af vennekreds, familier samt sociale og faglige skel er en oplevelse, som giver én et løft.
•    Man oplever at blive tildelt en rolle, som kan være totalt forskellig fra ens daglige dont, således at man faktisk skifter identitet i den periode, hvor man udfører det frivillige arbejde.

Hjallen
”Årets ”Hjalle” opstod i 1990, og den uddeles til personer, der har udført et særligt hæderfuldt og uegennyttigt arbejde til gavn for byen, eller som har medvirket til udbredelsen af kendskabet til Hjallerup ude i verden.
Indstilling af personer til modtagelse af ”Hjallen” kan foretages af alle personer indenfor Hjallerup Samvirkes virkeområde, af alle Hjallerup Samvirkes medlemsforeninger samt af Hjallerup Samvirkes forretningsudvalg.”

Således hedder det om uddelingen af hædersprisen, som er et konkret eksempel på Samvirkes anerkendelse af en frivillig indsats for fællesskabet og byen. ”Hjallen” er siden 1990 uddelt 15       gange i forbindelse med Hjallerup Samvirkes repræsentantskabsmøde i november.  Modtagerne har været:
•    1990: Birthe Hedelund Sørensen (mere end 25 års ledelse af De Grønne Pigespejdere i
Hjallerup).
•    1991-95: Ikke uddelt.
•    1996: Knud Aaen (Medlem af Markedsudvalget 1966-82 – heraf 1972-82 som formand.
Medlem af forretningsudvalget 1970-82, formand for Samvirke 1983-96).
•    1997: Georg Hansen (halbestyrer) og Erik Topp (formand for Markedsudvalget)
•    1998: Erik Østergaard (Medlem af forretningsudvalget 1979-83. Formand for Samvirke
1980-83. Kasserer i forretningsudvalget 1970-79 og 1985-2002).
•    1999: Halvor Heuch (Idémanden bag Samvirke. Medlem af forretningsudvalget 1966-82.
Formand for Samvirke 1966-80).
•    2000: Karl Georg Sørensen (formand for HIF 1975-97. Medlem af forretningsudvalget
1997-2005. Formand for Samvirke 2000-2005. Aktiv gennem mange år ved parke-
ringen på markedet).
•    2001: Kaj Thomsen (Medlem af markedsudvalget 1978-98. Siden 1998 organisator af
trafikken til og fra markedet).
•    2002: Britta og Bjarne Christensen (meget aktive i Borgerforeningens bestyrelse og
foreningens tombola).
•    2003: Erik Bering Pedersen (formand for HIFs Venner, frivillig ved parkeringen samt
lodseddelsalg på markedet).
•    2004: Lis Justesen (formand og bestyrelsesmedlem i Hjallerup Husmoderforening i 17 år,
•              med i køkkenudvalget ved markedet i 25 år, aktiv især som leder af køkkenet i Kul-
•              turhuset næsten fra starten i 1997).
•    2005: Henrik Jakobsen (teltmester 1987-2007).
•    2006: Karl Petersen (PR-mand for markedet).
•    2007: Godtfred Pedersen (formand for Borgerforeningen, formand for Byudviklings-
•               udvalget og formand for Kulturhusfonden).
•    2008: Leif Bach (energisk og succesrig formand for Hjallerup Jagtforening gennem 5 år).
•    2009: Inger Fejborg (involveret i mange ting i byen, bl.a. Borgerforeningens juletræ,
undervisning i gymnastik og folkedans samt dirigent af stort kor af seniorer).

Hjallerup Kino – frivillighedens triumf
Et lysende eksempel på Hjallerup Samvirkes overtagelse af en privat virksomhed og drift af denne ved hjælp af frivillige er Hjallerup Kino. I april 1981 blev Kino Teatret, som den privatejede biograf hed dengang, sat til salg. Der havde været biograf på dette sted siden 1952. Samvirke blev forespurgt, om man var interesseret i at bevare biografen, og det svarede man positivt på. Det blev undersøgt, om Filmfonden evt. kunne støtte driften, men svaret var negativt. Der blev afholdt et møde mellem biografejer August Olsen (som havde købt bygningen med biografen af Thorkild Ravnholt i 1969), kommunen og Samvirke, og efterfølgende blev der i september 1981 afholdt et Åbent Hus-møde om biografens fremtid. Samvirke oplyste på mødet, at det var en økonomisk forudsætning, at Samvirke kunne leje salen mens kommunen stod som ejer af bygningen. Intet blev dog bestemt, idet man erfarede, at der stadigvæk var seriøse købere til bygningen.

På Borgerforeningens generalforsamling i februar 1982 blev det oplyst, at det ikke var lykkedes at sælge biografen, som nu stod foran lukning. Men allerede en måned senere blev det klart, at konstruktionen fremover ville blive, at Samvirkes Aktivfond skulle overtage driften. Den årlige husleje ville blive på 15.000 kr. I 1983 blev der nedsat et Kinoudvalg, man arrangerede skole- og pensionistforestillinger, og året efter nedsattes et repertoireudvalg med repræsentanter for forskellige aldersgrupper. Personalet i biografen bestod af voksne, lønnede operatører og ulønnede piger og drenge, som passede kiosken og kontrollerede billetter. De havde til gengæld fri adgang til alle forestillinger og fik lidt slik fra kiosken, når de havde vagt.

10. september 1985 kan man på Samvirkes forretningsudvalgsmøde melde om succes for en ordning med at gå i biografen til halv pris om mandagen. Budgettet ser ud til at holde trods en betragtelig investering i nye stole. Senere samme år kommer Østvendsyssel Filmklub på banen. De ønsker at indgå samarbejde med Kino, da biografen i Dronninglund lukker. I oktober 1988 viser der sig en mulighed for at overtage biografbygningen for Samvirke, men man vil først undersøge, om der er en anden køber, som vil acceptere en langtidskontrakt på leje af biografsalen. Det er der. Peter Holm køber biografbygningen, og Samvirke får en langtidskontrakt på 20 år.

To år senere trænger Kino alvorligt til en renovering. Den er anslået til at ville koste 80.000 kr. Denne gang vil Filmfonden gerne bidrage med 30.000 kr., Samvirke indskyder med 25.000 kr., og Sparekassen med et tilsvarende beløb. Året efter er meldingen, at biografens økonomi er ringe, men der er alligevel stemning for at fortsætte. Denne melding dukker op i de følgende år, men hver gang beslutter man at fortsætte, idet stemningen er, at det er vigtigt med en biograf i byen. På en studietur til Løgstør Bio dukker for første gang tankerne om frivillig bemanding af Kino op. Det har man nemlig gjort med stor succes i Løgstør. Til forskel fra de foregående år meldes der dog om overskud på biografdriften i 1996.

Tilskuerantallet er stadigvæk for lille i biografen, og der forsøges med en forøgelse af antallet af forestillinger. Ved flere lejligheder appelleres der om at gå mere i biografen. Men lige lidt hjælper det. I 1998 er underskuddet omkring 78.000 kr., og det er lønningerne til de ansatte, som er stærkt medvirkende hertil. De ansatte fremsætter til gengæld et forslag om en omfattende renovering bl.a. med midler fra Filmfonden.

På et Åbent Hus-møde lagde man op til, at et frivilligt personale skulle drive Kino, og et stort antal af de fremmødte (mellem 50 og 60) gav tilsagn om at ville yde en frivillig indsats for at kunne bevare en biograf i Hjallerup. Så fra januar 2000 kørte Hjallerup Kino videre uden betalt arbejdskraft, og funktionerne som operatør, sliksælger og rengøring blev udført af de frivillige. Der blev uddannet godt en snes operatører, og der blev udarbejdet vagtplaner for tre måneder ad gangen. Som frivillig har man adgang til biografens forestillinger, og man inviteres til en årlig fest.

Men allerede tre år efter de frivilliges indtog var man klar over, at en gennemgribende renovering var påkrævet. Der blev søgt om midler hos kommunen, amtet og Filminstituttet, og året efter startede man med at renovere salen og operatørrummet. Der var i forvejen lavet to nye toiletter. Også teknikken i operatørrummet blev opdateret, og det hele var færdigt til midt i maj 2004, hvor man kunne holde indvielse. Alt i alt kom det til koste omkring 1 mio. kr., og udover Hjallerup Samvirke var Dronninglund Kommune, Nordjyllands Amt og Det Danske Filminstitut med til at finansiere projektet.

I dag behøver Samvirkes Kinoudvalg ikke at møde beskæmmet frem med melding om underskud på repræsentantskabsmødet og forretningsudvalgsmøder. Der er overskud på driften, og den store daglige indsats, som de frivillige lægger i biografen er i allerhøjeste grad med til at virkeliggøre dette. Samvirke har en langtidskontrakt med den nuværende ejer, Bjarne Holm Hansen, og Hjallerup har en biograf. Det kan byen med rette være stolt af, og det er et væsentligt aktiv for byen og omegnen.

Fremtiden for Hjallerup Kino ser også ud til at være i trygge rammer. Det er nemlig sådan, at overskuddet opsamles til imødegåelse af fremtidige udgifter. I løbet af overskuelig tid bliver det også nødvendigt at bruge midler til at digitalisere teknikken i operatørrummet.